Partner og Managing Director Jens Holmgaard Pedersen, INTERFJORD

Hos INTERFJORD har vi stort udbytte af vort samarbejde med Forandringshuset, og med de planer vi har for fremtiden vil samarbejdet blive udbygget.
INTERFJORD er en international transportvirksomhed med 40 ansatte fordelt på kontorer i Stavanger Norge, Frederikshavn og Glyngøre. Vore produkter kan ikke lægges frem på et bord, og vi kan heller ikke hive vareprøver op af tasken, når vi er ude at besøge kunder. Transport handler i høj grad om tillid, og den gode kvalitet og service i vore produkter skabes i høj grad igennem udvikling og uddannelse af vore medarbejdere, hvorfor vore ansatte skaber store værdier for vor virksomhed.


Vi spotter og ansætter selv de rigtige medarbejdere, men når det er sket kortlægger Forandringshuset en medarbejderprofil i samarbejde med den ansatte, herigennem får vi den ansattes kompetencer gjort mere synlige – og vi kan herefter i samarbejde med de ansatte bedre fordele de forskellige arbejdsopgaver.


Endvidere har vi sammen med Forandringshuset fået synliggjort vor virksomheds kompetencer, værdier, styrker og svagheder i et værdihjul, som vi løbende evaluerer på.
Herudover har vi sammen med Forandringshuset haft diverse workshops, hvor vi får lært at bruge forskellige teamværktøjer til et bedre og mere værdiskabende samarbejde de forskellige medarbejdere og teams imellem.

Områdeleder Annette Jensen, Områdecenter Solgården, Thisted Kommune

På en arbejdsplads med mange forskellige personligheder, som skal levere individuelle ydelser til vores borgere, er samarbejde og kommunikation et konstant udviklingsområde. Som et redskab til at forstå sig selv og hinanden tilbød jeg derfor alle medarbejdere at få lavet en personprofil.
Det blev en fantastisk start på et langt og udbytterigt samarbejde med Forandringshuset/Trine.
Først og fremmest fik vi sammen med personprofilerne et fælles sprog i forhold til, hvad der kendetegner de forskellige persontyper, og det har givet os nogle grundredskaber til forståelse og til mødet med hinanden. I stedet for at ærgre sig over, at kollegaen gør som hun gør, er det nu blevet tydeligt, at hun fx handler ud fra sin specifikke præference (fx røde farve) i den her situation.
Med profilerne fik vi endvidere nogle værktøjer til teamsamarbejde – dels til sammensætningen af de enkelte teams, men også til brug i selve teamsamarbejdet, hvor profilerne kan være med til at sætte fokus på, hvilken person, der matcher en bestemt opgave. Desuden giver profilsammensætningen i et team et fingerpeg om, hvilke styrker og udfordringer teamet har. Ved at være bevidste om det, har vi mulighed for at tage højde for det og arbejde med det.

Forandringshuset/Trine har vi endvidere brugt til coaching i forskellige sammenhænge. Det har fx været en personlig eller faglig udfordring for en medarbejder eller mig selv – eller for et team. Trine formår at skabe resultater og styrer processen i en god ånd med anerkendelse og en positiv tilgang samtidig med at hun kommer omkring det, der skal tales om. Efter et møde med Trine er der både sket noget konkret i processen samt givet nye vinkler og dermed muligheder for selv at arbejde videre.
En arbejdsmetode jeg nyder rigtig meget er, at Trine kan trække en øvelse ind i processen eller korrigere processen i nuet , hvis det giver mening og ny læring. Det gør processerne levende og brugbare.
Mit samarbejde med Trine har på alle måder været givtigt, inspirerende og lærerigt.